Livet på landet. En glad og tilfreds Tim, der kører en rød Massey-Ferguson 35.
Jeg løfter langsomt foden fra koblingen. Traktoren er sat i 1. gear og gassen er i tomgang.
Traktoren bevæger sig og jeg løfter koblingen til fuld kontakt. Ikke file på koblingen. Giver en smule mere gas.
Mens traktoren langsomt ruller hen over marken, stikker de voksne halmballerne op på gummivognen med deres høtyve.
"Stop!", råber min mor, og jeg kobler omgående ud. Traktoren stopper.
De voksne får resten af halmballerne op på læsset.
"Kør!", råber min mor. Jeg slipper igen koblingen og vi ruller videre til næste opsamling.
Jeg hedder Tim, jeg er 6 år gammel og jeg hjælper de voksne med noget vigtigt. At få høsten i hus.
Nedenstående er et interview med mig selv. Samme type spørgsmål som er i de portrætter Politiken laver med mere eller mindre kendte personer. Jeg har samlet en række spørgsmål som jeg vil forsøge at besvare for mig selv i blandet orden.
Processen er startet på et skriveophold på Liselund Højskole i december 2024.
Jeg har mange minder fra min barndom. Mine forældre var gode til at tage smalfilm, både af os børn og på de mange rejser de var på. Jeg har fået digitaliseret alle de smalfilm vi havde og har uploadet dem på YouTube. Du kan finde dem ved at søge på ”Tim Bregning”, ”Barndom på landet” og ”Gamle smalfilm”.
Mine erindringer vil løbende blive opdateret her på hjemmesiden. Man skal skrive mens man kan huske.
Tim 🙋♂️
Jeg er født og opvokset i Højby Sjælland i Odsherred. Far, mor og 2 større søskende. En bror 9 år ældre og en søster 6 år ældre end mig. Jeg var vist nok en uventet efternøler.
En familie, hvor min far arbejdede hårdt som murer og kom hjem sidst på eftermiddagen. Min mor var husmoderafløser og cyklede rundt til forskellige hjem, hvor hun vaskede, gjorde rent og forberedte mad til fx en enlig mand.
Når min far kom hjem, forventede han at maden var klar, så han kunne spise med det samme. Min far var totalt dominerende i hjemmet. Han var hustyran. Min mor var den evige buffer der passede på os og sørgede for at far ikke var for hård ved os.
Sært nok, havde vi egentlig et godt liv, når jeg husker tilbage. Mine 2 større søskende var gode til at passe på mig og lege med mig. De lærte mig mange ting. For det meste var de gode mod mig, men de kunne også finde på at drille mig og gøre mig bange.
En gang, vi var alene hjemme, holdt de mig fast og smurte Lyma Lim i hele mit ansigt (dog ikke i øjnene). Det føltes som om jeg kunne trække hele huden af bagefter. Andre gange kunne de skræmme mig ved at lege spøgelser og tage lagener over sig.
Min far kunne være sjov og underholdende, men kunne også være meget uforudsigelig. Han var af og til voldelig over for min mor og han var ofte psykisk modbydelig mod hende.
Min mor var vores evige beskytter og serviceorgan. Hun var så sød og kærlig ved os – altid.
Udadtil var alting trygt og godt. Mine forældre var vellidte i lokalsamfundet og vi 3 børn var godt opdragede. Som min far sagde: ”Vi kan have dem med alle vegne”.
Men der lurede også noget farligt derhjemme. Vi vidste hvor grænserne var for ikke at vække fars vrede.
Min bror var den førstefødte i 1947. Det er nok ham det er gået hårdest ud over. Jeg gætter på at min mor er blevet gravid og at de blev nødt til at gifte sig. Min søster og jeg kom til lidt senere. Min søster i 1950 og jeg i 1956.
Børn skulle være stille, velopdragne og søde. Vi måtte gerne være sjove og charmerende når vi var hos andre, eller når der kom gæster i vores hjem. Men ellers skulle vi være usynlige og ikke være i vejen. Min far var vist overfølsom overfor lyde.
Han var stolt over os, når vi præsterede noget godt i skolen, eller senere under uddannelse eller på arbejde. Men ellers mente han at vi var dumme og uduelige. Når mine forældre var ude at rejse, hørte han altid om andres børn der var så dygtige og havde ”en stor stilling” i et eller andet firma. Min far havde 3 dumme børn og en kone han ikke elskede.
Han var selv af beskedne kår, men elskede at være sammen med nogen der ”var noget”. Selv om han var socialist eller kommunist og prædikede hvor slem imperialismen og især USA er, elskede han at være sammen med læger, især ”overlæger”, kaptajner, piloter og andre i uniformer.
Hele min ungdom har jeg hørt ham skælde ud over Islam og muslimerne der kommer og skærer halsen over på os og langsomt overtager verden.
Som børn måtte vi ikke larme og være til ulejlighed. Vi lærte at spise stille uden at smaske eller knuske. Dog måtte vi knase og knuske juleaften.
Min far hævdede at hans far, altså farfar, kunne få flødeskum til at knase.
Vi måtte ikke larme med bestik, tallerkener eller kopper. Min bror og jeg kan den dag i dag, sætte en kop ned på en underkop fuldstændigt lydløst, som en Ninja.
Vi måtte heller ikke larme når vi tissede. Fra helt lille, har jeg været vant til at sidde ned og tisse. Min far kunne godt stå og pladre-pisse som en belgisk bryggerhest. Han kunne også stå og spytte snus ud, så der var sorte sovsepletter i lokummet, på gulvet og i håndvasken. Det var altid mor der gjorde rent efter ham.
Når han havde været i bad, var der vandsprøjt overalt på badeværelset, som om han havde kæmpet med en krokodille.
Vi sad ofte hver for sig og spiste til aften. På hver vores værelse. Jeg var meget kræsen, men blev tvunget til at spise skamkogte gulerødder og porrer til jeg brækkede mig.
Hvis det uventet bankede på hoveddøren, blev vi kommanderet til at gemme os. Eller hvis telefonen ringede, var det altid min mor der tog røret. Min far var bange for at tale i telefon. Han har ikke en eneste gang i livet ringet til mig. Hvis jeg har ringet hjem og min far har taget telefonen, har det altid lydt: ”Det er til dig” – og han har rakt røret til min mor.
Hvis jeg en gang imellem havde kammerater med hjem efter skole, syntes han altid bedre om dem. ”Ih, hvor en han dog en velopdragen og kvik dreng”.
Vi kunne aldrig gøre noget godt nok. Vi blev altid spillet ud mod hinanden. Der var altid noget man ikke måtte sige til far. Hvis min bror havde gjort et eller andet, måtte vi ikke sige det til far, eller hvis min søster havde gjort et eller andet måtte jeg ikke sige det til min bror.
Hvis min bror havde købt et hus eller en bil, kunne man være sikker på at far ville kritisere det sønder og sammen. ”Uuuuh, nej. Der er revner i muren og huset synker sikker sammen inden for et år”. Altid pessimist og lyseslukker.
Der var altid hemmeligheder, men aldrig seksuelt misbrug eller overforbrug af alkohol. Min far kunne godt lide at drikke, men ikke til hverdag. ”Det er bedre at slå et ordentlig hul i jorden en gang imellem, fremfor at gå og drikke til hverdag”, sagde han.
Min bror og hans kone, har flere gange oplevet at døren var lukket og låst hjemme i Højby, selvom de vidste at mine forældre var hjemme.
Min far og hans bror, kunne være de bedste venner og grine og fortælle historier. Så kunne der pludselig ske noget, der gjorde at de ikke så hinanden i 5 år. Kiggede væk, hvis de kørte forbi hinandens huse.
Pludselig kunne de være perlevenner igen - og alt var som før.
Mine tidligste erindringer er fra byen Vig. Det var længe før skoletiden. En lille dreng der tullede rundt sammen med sin mor. Var med på indkøb i byen. Legede derhjemme og cyklede rundt på 3-hjulet cykel. En lille og tryg verden.
Vi flyttede til Lærkevej på Ellinge Lyng. Et lille selvbygget hus af gasbeton, langt fra alting. Den nærmeste butik var købmand Jørgensen. Vi havde Sejerøbugten nogle få hundrede meter væk.
En kold vinterdag cyklede min mor og jeg på de små grusveje. Jeg sad bagpå. Vi fik øje på en meget stor ballon, der sad fast i et trådhegn. Snoren fra ballonen havde viklet sig rundt om ståltråden.
”Mor, kan vi ikke tage den med hjem?” Det gjorde vi og cyklede hjem. Vi tog ballonen med ind i stuen. Vi hyggede os med varme boller og stearinlys. Ballonen udvidede sig i varmen fra stuen. Den blev kæmpestor. Jeg husker det som en meter i diameter. Det var fascinerende.
Med et øredøvende brag eksploderede ballonen over sofaen. Der gik ild i toppen af sofaen og ruderne i køkkenet blev blæst ud. Eller rettere suget ind. Min mor fik bittesmå glasskår i ansigtet og blødte. Min søster var hjemme og chokerede hjalp vi hinanden med at slukke ilden ved hjælp af fugtige håndklæder.
Vi fik ryddet op, så godt vi kunne. Vi frygtede for hvad far ville sige når han kom hjem fra arbejde.
Vi forklarede, hvad der var sket. Han tog det nu pænt. ”Er I da rigtigt kloge? I har taget en Brintbombe med ind i stuen!”.
Det viste sig at det var en vejrballon, der var dalet ned og havde sat sig fast i hegnet. Dengang var balloner fyldt med brint. Stearinlyset havde antændt den meget reaktive brint. I dag er det inaktiv Helium man bruger i balloner.
Min far opdagede senere at trykket fra eksplosionen, havde løftet hele husets tag et par centimeter, men at det næsten var faldet på plads igen.
Ikke så længe efter solgte vi huset og flyttede til Gudmindrup. Det skæve hus står der stadig.
En overgang boede vi til leje i et lille hus midt inde i skoven ikke langt fra Ruggården på Gudmindrup Lyng.
Jeg husker det som den rene idyl. Fugle, harer, fasaner, rådyr og egern lige uden for. Jeg blev sendt til Købmand Rotheisen, der havde butik på Matolievej, for at købe ind. Jeg var bange for den store Schæferhund ved butikken, men gjorde det alligevel.
Eller jeg blev sendt til Trekroner-Bent på gården i nærheden for at hente frisk mælk i den lille blå junge. Der var altid nyttige ting at gøre.
Senere flyttede vi til selve Gudmindrup by. Der var både Brugs, smedje, tømrerværksted og en lille købmand.
Vi boede igen til leje i et lille hus, som hørte til gården ejet af Jens Jacobsen. På gården lærte jeg at køre traktor og fulgte med i livet på en gård. Der var altid smågrise, køer, kalve og heste. Vi legede og byggede huler på hølofterne og gravede underjordiske huler under hønsegården.
Det var et hyggeligt, men gammelt hus vi boede i. Det var fugtigt og koldt. Om vinteren, var der isblomster på ruderne og dynen kunne være frosset fast til væggen og det var rart med en varmedunk, når man skulle i seng. Den eneste varmekilde var en kakkelovn i stuen, der blev fodret med kul og koks.
Det var ikke så godt for en dreng med tendens til bronkitis. Jeg husker at jeg havde et slemt anfald, der gjorde at jeg havde svært ved at trække vejret en hel nat. Min bronkitis forsvandt helt, da vi senere boede i varme og tørre huse.
Min skoletid startede da vi boede i Gudmindrup. Mine kammerater og jeg cyklede i samlet flok til skolen hver dag – året rundt. Så flyttede vi til Højby.
Ja, det var skønt at være med, når mine store søskende og de voksne arbejdede. Jeg kunne være til nytte med mange forskellige småjob. Jeg kunne hente værktøj og materialer til de voksne. Jeg kunne være med til at grave ud til støbning af fundament til et hus. Hugge rødder over med en økse og stampe med en lægte i den flydende beton, når den var hældt ned i forskallingen.
Jeg lærte ret tidligt at bruge hammer og søm og at bore, skrue og save. Jeg bruger værktøj næsten lige godt med begge hænder.
Jeg kunne bruges til at stå og smøre brædder med Solignum træbeskyttelse, inden de skulle sømmes fast på en gavl. Senere kravlede jeg også op på taget og sømmede de små lægter på, der sidder under udhænget ved gavlene.
Det var faktisk mig der opfandt, at man kunne slå alle brædderne på spærene til gavlene nede på jorden og så hejse hele gavlen op med en traktor.
Når der skulle lægges tagplader på, var det mit job at klippe hjørner af asbestpladerne, så de kunne passe sammen i overlægget. Vi stod helt uden beskyttelse og klippede eller savede i pladerne.
I 1970’erne, var det smart at have luftvarme i husene. Det hed Hess-O-Term og var varm luft der blev fordelt rundt i huset i nogle kanaler af asbest. Dem stod vi også og savede med håndsav uden beskyttelse. Gad vide hvor mange asbestfibre man har indåndet i de år?
Min søster var ferm til at lægge skifertag og sætte dem fast med kobbersøm og sort tjære.
Hukommelse er noget flygtigt noget. Ofte kan man huske noget, man har fået fortalt flere gange og efterhånden tror man, at man selv har oplevet det. Min allerførste ægte erindring er lyden af lærken. Jeg er født i marts, så det må være et par år efter, da jeg er omkring 2 år.
Jeg husker et blafrende sommergardin og lyden af lærken højt på himlen udenfor. Det var i min mormors hus, i gæsteværelset på 1. sal. ”Lærken er Danmarks højeste punkt”, har jeg senere hørt.
Jeg har sikkert givet et gny fra mig og min mormor kommer op og ser til mig.
Hvert eneste forår glæder jeg mig til lyden af lærken. Jeg husker en stor glæde og tryghed ved mormor og morfar.
Det er nok at jeg nu endegyldigt er færdig med arbejdslivet og at jeg er blevet bedstefar. Det er altså virkeligt skønt at have tid til noget jeg selv vil og har lyst til og ikke hvad andre synes, at jeg skal lave for dem. Jeg er arbejdsfri!
Et langt liv med mange aftaler i kalenderen er slut – nu kan jeg selv bestemme.
Og så er det jo helt fantastisk at have fået et barnebarn. Den kæreste lille dreng på snart 3 år. Det er helt utroligt som han udvikler sig fra uge til uge. Det varer ikke længe før vi kan begynde at tale i rigtige sætninger og føre samtaler.
Der er så meget jeg gerne vil vise ham og gøre sammen med ham.
Jeg var meget glad for at gå i skole. Jeg tror nok at jeg var lidt umoden, men jeg var nysgerrig, kvik og havde lyst til at lære. Vi gik i det, der i dag ville hedde indskolingen, men dengang var det Frøken Olsens afdeling vi var i. Hun boede i lejligheden ovenpå og vi var i klasseværelset nedenunder.
Hun var et elskeligt menneske. Tålmodig, kærlig og legesyg. Hun fik lært os alfabetet godt og grundigt og pludselig en dag skete miraklet: De enkelte bogstaver blev til ord og vi kunne læse. Jeg kan ikke huske hvornår det skete, men det var der lige pludseligt.
Vi lærte at læse med ”Søren og Mette”-systemet. ”Søren så en ål i en sø”. Det har vist sig at være meget effektivt.
Bøger, blade og skilte gav pludselig mening. Og så lærte vi skråskrift. Min så hæslig ud og jeg skiftede til en selvudviklet formskrift, så snart det var muligt. Nu er det jo meget lidt håndskrift jeg skriver i dag, men det vil altid være en nyttig færdighed.
Frøken Olsen var en nydelig kvinde, men havde ingen mand. Min far var jo murer og byggede senere et fint lille parcelhus af gasbeton for hende. Så jeg var så heldig at komme i Frøken Olsens private hjem nogle gange.
Hun spillede glimrende klaver og var også vores sanglærer (først meget senere hed det musiklærer, hvor man også prøvede at spille på instrumenter).
Højby Skole var en udmærket folkeskole med mange dygtige lærere. Vi havde den legendariske sløjdlærer Poulsen som lignede Grundtvig. Store hvide bakkenbarter og en meget rolig og værdig udstråling. Han var også kordegn i kirken og sang for med stor og klar stemme.
En gang kom lærer Poulsen ind i klassen i en anden lærers time. Gik op til katederet og kaldte en elev op til sig. Allan Carlsen kom lidt modstræbende derop. Lærer Poulsen lagde roligt cigarstumpen med den glødende ende ud over bordkanten. Vendte sig mod Allan og stak ham en syngende lussing. ”Ved du hvorfor, du fik den?”. ”Ja, det ved jeg godt”. ”Så kan du godt sætte dig igen”. Exit lærer Poulsen.
Det var før afskaffelsen af tæsk og spanskrør i skolen. Vi fik normalt ikke tæsk, men bare en på skrinet. Slam! – ”Syng ordentligt”. Det skulle hjælpe på indlæringen. En gang imellem gik en uduelig lærer amok. Fx Ole Gadegaard, som tæskede Allan fra stationen, så han knækkede helt sammen i smerter. I dag, var han blevet fyret på stedet.
Jeg var en kvik elev. Fru Madsen udtalte: ”Tim har meget let ved regning”. Det betød i virkeligheden, at jeg var lidt doven og gik let hen over tingene. Jeg var meget glad for regning og lavede ofte forud i min regnebog.
Højby var en hyggelig og rar landsby.
Der var 2 bagere, 2 slagtere, 2 købmænd, 2 sparekasser, 1 frysehus, 1 smed, 1 kiosk, 1 kirke, 1 kro, 1 skole og 1 idrætshal. Der manglede ikke noget.
Jeg havde gode legekammerater fra skolen. Vi legede meget hos hinanden efter skole og kørte meget rundt i byen på cykler. Der var vel 1 kilometer fra den ene ende af byen til den anden og omkring 3 kilometer hele vejen rundt. Vi boede i den nye vestende af byen og stationen og ishuset lå i den østlige ende af byen.
Selvom byen var lille, var den alligevel delt i 2 dele.
Der var ”oppe” i byen ved bageren og Brugsen og der var kvarterene omkring ”Rækhusene” på Tværvej. Der var en fredsommelig krig mellem bydelene. Der var fx 2 drenge i klassen der hed John. Den ene Rækhus-John og den anden By-John. Det var helt naturligt.
Da man byggede Plejecenter Ellingebjerg, var der en periode store udgravninger og volde af jord ved Ellingebjerg og Tyskergraven. Der legede vi krig. Byggede jordhuler og fæstningsanlæg. Vi kastede med jordklumper og skød med slangebøsser og bue og pil efter hinanden. Et mirakel at ingen blev alvorligt såret.
Man kunne også risikere at blive taget til fange og bagbundet, eller få et ”gevær” stukket gennem ærmerne og lagt i krigsfangestilling med ansigtet nedad, indtil man blev befriet. Man kunne blive udsat for forhør og tortur i mild form. Der var en uskreven regel om hvornår nok var nok.
Hvis det var sidst på eftermiddagen, kunne man sige: ”Nå, men jeg skal også til at hjem og spise”. Så blev man straks løsladt og sendt hjem. Alle vidste at spisetider skulle overholdes.
Ellingbjerg var et yndet sted. Der var der byen holdt Sankthansaften og præsten eller borgmesteren holdt tale. Det var på Ellingebjerg at vi mødtes i hemmelighed og kyssede de første piger.
Det var på Ellingebjerg vi kørte på vores raslende cykler og kæden faldt af, så vi ikke kunne bremse på vej ned og vi kørte direkte ud på vejen, bagom Højby Kro.
På toppen af Ellingebjerg var der en fantastisk udsigt over hele byen og helt ud til Sejerøbugten.
Da vi blev lidt ældre, begyndte vi nok at kede os lidt. Vi kørte fra den ene ende af byen til den anden på vores knallerter. Fra Shell-tanken til Ishuset. Der skete intet. Så kørte vi retur. Der skete heller intet.
Så kunne vi gå på kroen og spille billard, drikke øl og spise pomfritter med remoulade.
Senere i ungdommen tog vi til Nykøbing, Rørvig, Høve Skov, Pilegården eller Lumsås Kro for at feste.
Selvfølgelig er kærlighed og relationer det vigtigste i et liv. Det er indlysende og efterhånden videnskabeligt bevist.
Og så er der 2 færdigheder der står helt klart for mig: At lære at læse og at lære at cykle.
Læsning lærte jeg i skolen og blev ret hurtigt god til det. Det var virkeligt sjovt at kunne læse. Jeg slugte bøger konstant og elskede at komme på skolebiblioteket, hvor ”gamle” lærer Nielsen stemplede bøger ind og ud. Lånernummer 1108.
Det var lidt sværere med cykling. Min første 2-hjulede cykel var alt for høj til mig. Men med min brors ihærdige hjælp, lykkedes det at lære det.
Cyklen var så høj, at jeg var nødt til at stå op på en trappe eller forhøjning for at få benet over på den anden side. Så satte jeg slingrende i gang og fik styr på bæstet.
Næste problem var, når jeg skulle vende eller stå af. Jeg udviklede en teknik med at svinge det ene ben over stangen, hoppe af cyklen og så løbe med mine små ben, indtil jeg fik stoppet cyklen. Men, som med alt, hvad man øver seriøst på, lykkedes det at få det lært.
Cyklen har givet mig en uendelig glæde og frihed. Cyklen var mit vigtigste transportmiddel indtil jeg som 30-årig fik bil.
Jeg har været rundt overalt i Danmark på min cykel og kender mange byer og steder. Det er også blevet til et par gode ture rundt i England og Sverige. Bornholm har jeg cyklet igennem på kryds og tværs og kender alle de små veje og cykelstierne på den nedlagte jernbane.
Jeg føler mig absolut meget heldig og privilegeret. Jeg har aldrig manglet noget. Har aldrig gået sulten i seng eller oplevet krig og elendighed.
Min søster drillede mig og kaldte mig ”Fætter Højben” efter den irriterende heldige figur i Anders And. Det var som om hver gang man kunne vinde noget, var det altid mig der var heldig. Jeg er taknemmelig over at livet på mange måder har været mig nådig.
Senere i livet, har jeg ikke haft held i spil, men til gengæld i kærlighed.
Vi mødtes på Stenhus Gymnasium i 1972. Vi kom i samme klasse og fulgtes ad de 3 år i Nysproglig B-klassen. Det var en klasse med 4-5 drenge og en masse dejlige piger. Der gik ikke lang tid, før jeg blev meget opmærksom på Judith og begyndte at blive forelsket i hende. Vi rejste med tog sammen næsten hver dag og jeg gjorde hvad jeg kunne for at kunne være i nærheden af hende.
Jeg vidste altid hvor hun var. Det var som om hun udsendte et GPS-signal, som jeg kunne pejle mig ind på.
Vi blev lidt småkærester i gymnasiet, men jeg blev fuldstændig slået af pinden af en ældre fyr fra 3.g. Han var voksen, mere moden, af adelig familie og havde egen bil – jeg havde ikke en chance.
Jeg var knust af sorg og kunne slet ikke finde ud af noget med piger. Jeg sammenlignede alle andre med Judith.
Vi blev studenter sammen i 1975 og gik hver vores veje. Jeg flyttede rundt i landet og Judith fik mand og barn.
Vi mødtes igen til 25-års-jubilæum den 17. juni 2000 på Stenhus Kostskole i Holbæk. Jeg boede på det tidspunkt på Bornholm og Judith boede i Brønshøj. Vi faldt hurtigt i snak og på et tidspunkt spurgte Judith mig: ”Kan du huske dengang?” Om jeg kunne?
Vi snakkede og snakkede og sad sammen til morgenbordet på Holbæk Vandrerhjem. Judith spurgte om jeg ville køre med hende til København, hvor jeg skulle videre med flyet til Bornholm.
På vejen mod København sagde jeg: ”Skal vi ikke bare køre hjem?”. Det ville være helt naturligt for mig at bare køre hjem til vores fælles hjem.
Judith tog hjem til sin mand og jeg tog hjem til min samlever på Bornholm.
Så begyndte en mail-udveksling, der bare tog mere og mere fart. Vi skrev i hundredvis af hotmails til hinanden. Jeg var helt besat af hende og kunne næsten ikke klare savnet.
Der skete nogle forfærdelige ting med sorg, svigt og uendelig kærlighed blandet sammen. I 2001 løste problemerne sig og vi flyttede sammen i Roskilde. I 2005 blev vi gift og lever sammen til vores dages ende. Vi hører sammen.
Jeg har aldrig villet giftes før Judith.
Det giver mig en enorm glæde og tryghed i livet at være gift med Judith. I min ungdom var jeg panisk angst for at blive ufri. Jeg ville ikke forpligtes, men ville kunne gøre hvad jeg havde lyst til.
Jeg har mødt Judith igen sent i livet. Til 25-års jubilæet på Stenhus Kostskole. Vi kom begge to fra andre forhold. Jeg boede sammen med Lill og Judith var gift med sin mand.
Jeg er så glad for at Judith er min kone og at jeg er hendes mand. Det fylder mig med kærlighed, glæde og stolthed, hver gang jeg tænker på det og hver gang jeg siger det højt. ”Det er min kone, Judith”.
Jeg holder virkeligt meget af børn. Jeg har aldrig selv haft lyst til at få børn, og der har ikke været plads til børn i mit liv, selvom mange har sagt at jeg kunne være en fantastisk far.
Men børn har aldrig passet ind i mit liv. Og måske fandt jeg i ungdommen ikke den kvinde der ønskede at få børn med mig.
Jeg har gjort to kvinder gravide. Begge fik en abort – for min skyld. Det har jeg det dårligt over.
Jeg har set mange som danner par, bliver familie, bliver gift, flytter i parcelhus, får 2 dejlige børn, for at blive skilt nogle år senere. Jeg har aldrig haft lyst og mod til at tage det ansvar og være bange, urolig og ulykkelig over børnenes fremtid.
Jeg har holdt meget at de børn jeg har undervist i skolen, men jeg har også nydt den fred og ro, der er i et hjem uden børn. Sådan har jeg det stadig. Jeg er meget glad for at få besøg af mit barnebarn og jeg er glad for at få ro igen bagefter. Den mulighed har stressede forældre ikke.
Jeg har aldrig orket det bøvl børn også giver. Jeg har aldrig savnet at have børn i mit liv – og jeg fortryder ikke mit valg.
Men jeg har en fantastisk bonusdatter. Judiths datter er fra 1983 og var 17 år gammel, da vi fandt sammen. Hun tog godt imod mig lige fra starten, selvom det var svært for hende at se sin mor med en anden mand. I en del år håbede hun at hendes mor og far ville finde sammen igen. Nu er hun selv mor til den skønneste lille dreng.
En gang sagde min niece, som selv har 2 voksne børn, som giver hende uro og bekymringer: ”Du var alligevel den klogeste”.
For nylig hørte jeg en sige: ”Hvis jeg havde vidst at børnebørn er så sjove, havde jeg startet med dem!”.
Det ved jeg faktisk ikke. Faktisk har jeg aldrig været rigtig glad for at arbejde, så jeg vil egentlig ikke sige at jeg har haft en karriere. Jeg er mere hoppet fra tue til tue for at klare mig igennem.
Det største der er sket i mit ikke-professionelle liv, har været at spille i orkester med blandt andre Kirsten Siggaard & Søren Bundgaard og senere med Counters fra Aalborg.
Nok at jeg fik hevet mig selv ud af ungdommens tåger for at tage på højskole og senere gennemføre en læreruddannelse.
Ubetinget foråret, der glider over i sommeren. Foråret er frisk og nyt og sommeren er lækker. Jeg elsker at gå i korte bukser og med bare fødder. Når vi er på ferie ved en strand, går jeg altid og ”sliber fødder” i vandkanten. Jeg kan godt lide vinterens mørke, men jeg har aldrig været den, der rejste på skiferie.
Jeg har altid haft det bedst, når jeg selv har været under uddannelse eller arbejdet med undervisning og musik. Selve det at have et arbejde, synes jeg er kedeligt.
Jeg har undervist og undervist og undervist. Men er nogen der har fået noget ud af det? Næh, egentlig ikke 🤷♂️. Ikke noget der har betydning for verdensfreden.
Cykle, rejse, læse, ro kajak og bare have tid til ro. Lidt som at være pensionist, som jeg er nu.
Jeg ved ikke om jeg drømte om noget specifikt, men jeg kan huske at jeg sagde til min mor: ”Når jeg bliver stor, vil jeg køre toget, og så skal du få 80 tusind”. Jeg nåede ingen af delene.
Jeg har aldrig drømt om noget ”stort”. Jeg har aldrig haft ambitioner om at bestemme over andre mennesker. Jeg har holdt mig væk fra ledelse og meningsløst bureaukrati.
Da jeg blev nysproglig student i 1975, flakkede jeg noget rundt og vidste ikke hvad jeg skulle give mig til eller uddanne mig som. Jeg arbejdede den sommer i en herretøjsbutik i Nykøbing, jeg var jord- og betonarbejder på nogle motorvejsbyggerier i Nordsjælland og så kom jeg ind som værnepligtig i Flyvevåbnet i 1976.
Jeg troede naivt at jeg skulle have noget med fly at gøre, men det viste sig at jeg var havnet i afdelingen for transportable Hawk-missiler. Men jeg fik da stort kørekort til lastbil med anhænger og det har jeg nydt godt af i flere perioder i mit liv.
Efter militæret (eller, da jeg gik til soldat) flyttede jeg på ungdomskollegium i Morbærhaven i Albertslund.
Da jeg nu havde stort kørekort, kunne jeg søge nogle chaufførjobs i København og omegn. Jeg kørte brød for Schulstad Brød i en periode og kom rundt til alle butikker i det indre København og Christianshavn. Jeg kørte for Dyva Bogtryk i lidt over et år og kom rundt i hele Storkøbenhavn og Nordsjælland med bøger, tryksager og kartonnage.
I Morbærhaven var der et lokalt værtshus der hed ”Den våde Høne”. Der kom jeg lidt for ofte og der gik lidt rigeligt øl i det. Der var ofte ballade og småkriminalitet i Morbærhaven, så jeg følte mig ikke tryg ved at bo der.
Jeg passede mit arbejde til UG, mødte til tiden og cyklede hjem til tiden. På vej hjem fra job, kunne jeg finde på at køre forbi den lokale bager i Trippendalscentret og købe 4-5 brunsvigere. Dem kørte jeg ind i hovedet med nogle kopper kaffe når jeg kom hjem og slappede af og hyggede mig. Jeg tror nok at jeg i den periode tog nogle kilo på. En gang jeg kom hjem til Højby på besøg, sagde min mor, da hun åbnede døren: ”Jøsses, sikke et hoved!”
Det gik heldigvis op for mig at jeg var på forkert spor og ved at spilde mit liv. Jeg måtte gøre noget for ikke at gå til grunde.
Jeg fandt på at jeg ville på højskole. En højskole, hvor jeg kunne dyrke noget musik og være sammen med nogle gode mennesker.
Jeg fik en plads på Løgumkloster Højskole på vinterholdet 1979-80. Det ændrede mit liv.
Jeg mødte Bente, som jeg blev kæreste med. Jeg mødte Jens Rosendal og Holger Lissner, som begge fik stor betydning for mit liv. Og jeg fik lyst til at uddanne mig.
Jeg har prøvet hash 2 gange. Den ene gang i småkager og den anden gang som røg. Jeg tror nok at jeg blev lidt fjollet, men det var ikke en vej jeg havde lyst til at gå.
Jeg har røget nogle få cigaretter hele mit liv. En gang forsøgte jeg at lære at ryge pibe, fordi jeg synes at det ser hyggeligt og voksent ud. Men det gik slet ikke. Hele min familie har røget, men det har aldrig interesseret mig. Vi børn sad i tætte tåger af røg, når vi kørte i bil med vores forældre. Min far og min bror har brugt skrå og snus i mange år.
Stoffer har jeg aldrig været i nærheden af og kommer heller ikke til det, før jeg skal have palliativ Morfin.
Øl og vin drikker jeg med glæde i passende mængder, men stærk sprut bryder jeg mig ikke om.
Ja. Da jeg var barn og løb ærinder for min farmor, kunne jeg finde på at stjæle nogle kroner til slik. Måske helt op til 5 kroner.
En gang jeg var alene i butikken hos købmanden i Højby, stjal jeg en saltsild af lakrids. Jeg havde den i lommen og spiste den først langt væk fra butikken. Jeg har haft dårlig samvittighed lige siden.
Men ellers har jeg stort set været lovlydig. Er det kriminelt at stjæle printerpapir fra sin arbejdsplads?
Ja, for pokker. Både på knallert og i bil. Det er et mirakel at det ikke er gået galt. Vi var en flok der kørte til Grønnehavehus i Nykøbing eller til Høve Skov i weekenderne. Vi drak os i hegnet og kørte i kortege på vores knallerter hjem om natten. Vi kørte 5 centimeter fra hinanden i en lang række. Det var livsfarligt. Dengang kørte vi ikke med hjelm.
Det var ligeså tosset, da vi fik biler. En VW ”Boble” med 6 mennesker og fuld knald ud over Ellinge Lyng. Det var vanvittigt.
Det er selvfølgelig længe siden at det er slut. I dag er der ingen jeg kender, der kører når de har drukket.
Kulturen har ændret sig – og jeg er blevet kørelærer.
Min vildeste drøm var at komme på Konservatoriet og blive uddannet pianist. Det var en fuldstændig urealistisk drøm. Jeg havde overhovedet ikke forudsætningerne for at komme til optagelsesprøve og var slet ikke seriøs nok. I mit næste liv, vil jeg være meget, meget flittig og målrettet.
En meget kort overgang havde jeg vist også en drøm om at blive jagerpilot. Jeg havde perfekt syn og klarede lægetesten. Men modet svigtede, da jeg skulle til optagelsesprøve. Jeg havde ikke lige tid den dag.
Jeg har kunnet klare mig selv siden jeg flyttede hjemmefra, så det er i en forstand at blive voksen. Men voksen i sindet, er noget jeg stadig øver mig på.
Judith har altid sagt at jeg har en ”let gang på Jord”. Og det er helt rigtigt at jeg ikke har taget livet for tungt.
Men med Judiths kloge og kærlige vejledning, føler jeg mig mere voksen i livet nu. Jeg er blevet mere nuanceret i min tænkning. Jeg lytter hellere end at tale.
Far: Arne Karlsen. Født 1922
Mor: Inger Marie Karlsen. Født Hansen 1928.
Børn: Bjørn 1947. Helle 1950. Tim 1956.
Mine forældre kom begge af små kår. Der er så meget jeg ikke nåede at få at vide om dem inden de døde. Det er blandt andet derfor jeg skriver disse svar til mig selv.
Farfar: Helge Karlsen
Farmor: Karen Holme
Børn: Sarah, Arne (min far), Frode
Jeg er så heldig at jeg har kendt alle mine 4 bedsteforældre.
Farmor og farfar boede i Højby lige i nærheden og vi var meget ofte, næsten dagligt samme med dem. Det var så let lige at stikke ind til dem og blive passet, eller spise, eller få en sodavand.
De havde gartneriet midt i Højby by og havde altid noget at arbejde med, og vi børn kunne deltage i noget af arbejdet. Min bror gik med farfar på kirkegården, hvor han var gartner og graver. Jeg hjalp til i haverne og bedene.
Til jul producerede de masser af kranse og buketter og jeg fik det lille arbejde med at klargøre de kunstige bær der lignede kristtjørn, så de voksne kunne sno dem ind i kransene. Det var 2 røde bær lavet af ler, forbundet med en tynd ståltråd. Måske jeg fik lidt løn for det, men det vigtige var at jeg var en del af arbejdet og at det faktisk var en hjælp for de voksne.
Farfar var en finurlig mand, der kunne lave alt muligt slags legetøj ud af appelsinkasser, ståltråd og hvad der ellers var af affald. Intet gik til spilde.
Han var en klog mand. Medlem af Sognerådet og formand for Skolebestyrelsen, men det vidste jeg ikke noget om dengang.
Han lærte mig at spille skak. Forklarede omhyggeligt og tålmodigt reglerne og spillede igen og igen. Efter nogle år vandt jeg hver gang og vi stoppede med at spille.
Han fortalte mig historien om skakspillets opfinder. At han gav spillet til Kong Farao, som i begejstring ville belønne ham. Opfinderen svarede beskedent: ”Jeg skal bare have 1 riskorn på det første felt, 2 riskorn på det næste felt, 4, 8, 16, 32, 64, 128, 256, 512, 1024 (tal vi jo kender fra det binære system og eksponentiel vækst) – og så videre”.
Min farfar fik mig til at skrive tallene under hinanden i et regnehæfte og jeg fandt jo hurtigt ud af, at det var en noget større opgave, end jeg lige havde tænkt. Til slut skulle alle tallene fra alle felterne lægges sammen. Det blev et astronomisk tal, som ville tømme alle kornkamre i Ægypten.
På felt 64 er der 144.115.188.075.856.000 riskorn.
Totalt på alle felter 18.446.744.073.709.600.000 riskorn.
Farmor var en klog kvinde. Havde som ung været ved at uddanne sig til sygeplejerske, men som vidne til en voldsom togulykke, var hun vist nok blevet noget forskrækket over ulykkens frygtelige konsekvenser og havde forladt uddannelsen. Så hun blev gartnerens kone.
Min farfar kom fra Bregninge – deraf vores mellemnavn Bregning. Min farmor kom fra Holme, syd for Århus, så en del af familien hedder Holme til mellemnavn.
Som meget gamle flyttede de i et lille aftægtshus, som min far byggede til dem. Alle i familien hjalp til. Jeg kom hos dem flere gange om ugen. Blev måske sendt til købmanden, eller var der måske bare for at lave noget med farfar på hans meget lille værksted, som han kaldte ”Suiten”. Der var en lille brændeovn som fint varmede rummet op. Og så var der et arbejdsbord, hvor man kunne lave alt muligt med helt simpelt håndværktøj.
Der var et lille samtaleanlæg ind til farmor i køkkenet og når der var noget hun ville, kaldte hun op og sagde: ”Nu er der mad. Kom så!” eller ”Der er kaffe og sodavand”.
De levede det enkle, stille liv. Læste aviser, blade og bøger, løste kryds-og-tværs og hørte radio. Hver dag tog de en middagslur. Farfar med dagens avis foldet ud og lagt hen over hovedet.
Farmor blev mere og mere svagtseende, men kunne stadig fange en flue i luften og læse nummerpladen på de biler der kørte forbi. Vi havde en lille mistanke om at hun simulerede svagtseende.
Hun døjede også med hjertet og med at trække vejret. Hvis hun var ude at gå, måtte hun af og til stå stille og lægge en lille tablet med nitroglycerin under tungen. Så blev hun genstartet og kunne lidt igen.
De var altid fulde af filurstreger og humor. Til slut endte de på det nybyggede plejehjem ”Ellingebjerg”, hvor de også døde.
Min farfars liv endte lidt trist. Han var blevet ramt at et par blodpropper i hjernen og sad bare i en kørestol med et tomt blik i øjnene og med en afskyeligt rød tunge, der hang ud af munden på ham. Trist at se en ellers levende og intelligent mand forvandlet til en grøntsag.
Følgende er klippet fra Odsherred Wiki:
Helge Karlsen, gartner, sognerådsmedlem, Højby Hovedgade, Højby Sjælland.
Han er født 23. august 1893 i Hagendrup som søn af Lars Peter Karlsen og hustru Sahra Kristine, født Jensen.
Gift 5. juli 1920 med Karen Karlsen, datter af havemand Jacob Thomsen, Holme, og hustru Ane Marie, født Jensen.
Uddannet som gartner. Elev på Kerteminde Højskole 1909. Gartner 1920.
Formand for Vandværket 1926-28, medlem af bestyrelsen for Håndværkerforeningen 1925-1927.
Medlem af bestyrelsen for Venstreforeningen 1926.
Medlem af sognerådet i Højby sogn for Venstre 1929.
Skoleforstander og Fattigforstander.
Morfar: Hans Christian Hansen
Mormor: Karin Alfrida Hansen
Børn: Johanne, Ruth, Knud og Inger (min mor).
Min mormor og morfar kom fra Lundby og omegn ved Vordingborg. Morfar var en ung ambitiøs fisker og fiskede fra Faxe Ladeplads.
Mormor var meget pligtopfyldende og lærte os at ”Man render ikke af pladsen”, når man først var begyndt på noget.
Han og mormor tog en beslutning og flyttede til Sjællands Odde, hvor min mor, hendes 2 søstre og 1 bror er vokset op.
Morfar var en driftig fisker. Han havde en rigtig kutter og flere joller, altså åbne både, hvorfra han drev bundgarnsfiskeri. Han ejede det lokale ishus, der hvor fiskerne hentede is til at nedkøle de friskfangede fisk. Og så var han medejer af en minkfarm.
Mormor var hjemmegående og havde altid gang i noget med at sylte, bage, konservere og holde hus. Der var altid noget at gøre. Plukke ribs eller stikkelsbær. Grave kartofler op. Eller sortere knapper og trække dem på en sytråd.
Det var en fryd at være med mormor, når hun var på besøg hos Alma eller Kamma er hvad de gamle damer nu hed. Så kunne jeg sidde og høre deres samtaler uden egentlig at forstå hvad de snakkede om. Der vankede ofte sodavand og ”Rutebiler” af marengs.
Mormor var stærkt tunghør. Som barn led hun ofte af ørepine og hendes mor havde hældt noget alt for varmt stegefedt i hendes ører. Det blev det ikke bedre af. Mormor havde hørepropper i begge ører og en ret stor batterikasse foran på brystet. Om natten sov hun uden hørepropper og kunne intet høre. Hun kunne sige: ”Jøsses Kos, jeg kunne se at det tordnede i nat”.
Vi elskede at komme på ferie hos mormor og morfar på Odden.
Morfar var meget tidligt oppe til hverdag. Han fik sin morgenkaffe og kørte på knallert ned til havnen. Han ejede både en rigtig kutter og et par store røgtejoller, hvorfra de satte garn og røgtede dem igen.
Når han kom hjem fra sit arbejde, fik mormor et ordentligt smækkys. De elskede hinanden. For at drille mormor, havde han sin åbne foldekniv, en Loewenmesser Utzon, i brystlommen så bladet stak opad. ”Uh, pas dog på med den kniv”, sagde mormor.
Meget ofte havde han en ordentlig krabat af en Sorthummer med hjem. Den havde en lille pind i hver klo med en kraftig elastik omkring, så den ikke kunne bide. Og så blev den ellers kogt i en stor gryde med spilkogende vand. Den skiftede farve og blev ildrød.
Morfar sad i sin store lænestol i den fine stue og fortalte historier fra sit liv. Han fortalte ofte de samme historier igen og igen. Min søster og jeg måtte på skift lægge øre til. ”Nu er det din tur”, sagde min søster, og puffede mig ind i den fine stue.
Morfar elskede at ryge en god, stor cigar. Af og til, faldt han i søvn i lænestolen. Gløden fra cigaren faldt ned på hans mave og brændte ham. Han vågnede med et sæt og børstede asken væk.
Morfar skulle hver eneste dag høre farvandsudsigterne og fiskerinoteringerne. Så skulle vi være helt stille.
Vi hørte alle de fantastiske navne: ” Sydlige Utsira - Nordvest drejende til vest - 15 - moderat sigt” og ”Catania – 17 – letskyet”.
En gang kiggede jeg i alle skufferne i det høje jalousiskab der stod i den fine stue. I den nederste skuffe fandt jeg et pistolhylster med en temmelig stor pistol. Jeg spurgte aldrig hvorfor han havde den og hvordan han havde fået den. Jeg er ikke helt klar over hans rolle under krigen.
Følgende er klippet fra Odsherred Wiki:
Hans Christian Hansen, bundgarnsfisker, minkfarmejer, "Solhøj", Havnebyen, Sjællands Odde. Han er født den 2. maj 1897 i Lundby ved Vordingborg, hvor hans far var væver.
1918 blev han gift med Karin, der er født i Sverige 13. februar 1897, men kom som barn til Vordingborg, hvor hun lærte sin mand at kende.
Han arbejdede ved landbruget til han blev soldat 1918.
Derefter kom han til fiskeriet hos sin svoger Th. Hansen, Hundested.
1922 kom han til den kendte bundgarnsfisker, Godtfred Larsen, Faxe Ladeplads, hvor han arbejdede på skift i Hundested om sommeren og i Faxe Ladeplads for at drive ålefiskeri.
Godtfred Larsen oprettede 1927 bundgarnsfiskeriet på Sjællands Odde, og ansatte Hans Christian Hansen som bestyrer.
1933 byggede han ejendommen "Solhøj" i Havnebyen.
1945 fik han tilbud om at overtage Odden-afdelingen på gunstige vilkår, hvilket han gjorde sammen med fiskeeksportør Leo Henriksen.
I en årrække var Hans Christian Hansen partindehaver i Odsherreds Minkfarm i Højby, som han solgte til partshaverne efter et par år, og overtog minkfarmens Odden-afdeling.
Derudover købte han en minkfarm i Vordingborg.
Han var i mange år formand for havnebestyrelsen på Odden Havn, og også for naturfredningsnævnet.
Hans søn Knud, har Autogården i Svinninge, og den ene datter er gift med gartner Arne Karlsen, Højby, mens to døtre, Johanne og Ruth, bor henholdsvis på Fur i Jylland og i København.
Hans Christian Hansen døde natten til den 4. juni 1968.
Vi flyttede altid meget i familien. Det kom af at far var murer. Han byggede et hus fra grunden, lagde tag på, satte døre og vinduer i – og så flyttede vi ind og gjorde huset helt færdigt, mens vi boede der.
Hele familien var med. Vi gravede, satte grund af, lavede forskalling og støbte fundamenter. Så murede min far og storebror og vi andre bakkede op med at blande beton og forsyne ham med hvad han skulle bruge af materialer og værktøj.
Det var en evig proces og vi blev eksperter i at pakke, flytte og indrette os i det nye på 1 dag eller 2. Jeg synes at det var sjovt og spændende. Og vi flyttede aldrig længere end at vi altid havde de samme mennesker i nærheden. Vi 3 søskende gik altid i samme skole i Højby. Så Højby var det centrum, som vi bevægede os rundt om.
Når vi flyttede i et nyt (halvfærdigt hus) var der ikke noget køkken. Så vi havde et ”køkkenskur” som flyttede med os. Her havde min mor et bord og et par primusapparater, som hun kunne koge og stege på. Og så har der sikkert været en del frikadeller, hakkebøffer, biksemad og rugbrødsmadder.
Det gik vist helt godt med at tjene penge på alt det flytteri og med at bygge og sælge huse. Da jeg har været omkring 10 år blev vi mere stationære og boede permanent i selve Højby.
Som ung og voksen har jeg også flyttet meget. Jeg har boet mange steder i Danmark (og Italien). Jeg kunne hurtigt pakke alle mine ting, flytte tingene i en lejet bil og være etableret det nye sted samme aften.
Jeg har helt fra barn været ”skabsjyde”. Har været tiltrukket af det barske ved Vesterhavet og den storslåede natur. Det fik jeg opfyldt, da jeg boede på Læsø fra 1986-88.
Jeg har aldrig følt mig rodløs, bare nysgerrig på, hvad der nu ventede.
I CPR-registerindsigt kan jeg se, at jeg som voksen er flyttet mere end 30 gange.
Som 17-årig kørte jeg galt på min knallert og fik nogle slemme snitsår i mit ansigt. Det kunne være gået helt galt og jeg kunne have mistet venstre øje. Men jeg slap med nogle syninger i ansigtet og fik et par ar, som har fulgt mig hele livet.
Mit hoved var helt bundet ind, som en mumie. Jeg var bange, da jeg skulle have forbindingen af og se mit ansigt. Der var nogle grimme ar, men i løbet at nogle måneder helede de fint og blev til nogle tynde streger i mit ansigt.
”Det er bare en charme ekstra”, som min farfar sagde.
Selvom arret på min hage er synligt, er det meget få mennesker der har kommenteret det gennem mit liv.
At blive uddannet lærer. Jeg var meget glad for at uddanne mig på Seminariet i Silkeborg. Det er nok de lykkeligste 5 år i mit liv. Undervisningen var sjov og spændende. Seminarielivet var fedt og der var et godt socialt liv i vores klasse eller hold.
Jeg har ikke bevidst truffet dårlige valg. Jeg har været god til at tilpasse mig livets omstændigheder. Jeg har været hjulpet af et grundlæggende lyst sind.
Umiddelbart kan jeg komme i tanke om 4 pinlige episoder i mit liv.
1: Jeg har være omkring 12 år da min mor og far fejrede kobberbryllup og holdt en stor fest i Stenstrup Forsamlingshus. Jeg var i pænt tøj og med Blazer. Sad til bords med Træsko-Jenses kone Elna. En fyldig ældre dame, der var meget munter og hældte rødvin på mig. Jeg drak hvad hun hældte på mig, charmede, smilede, skålede og havde det festligt.
Da vi nåede til kaffen og kransekagen, hældte hun også en lille cognac på mig. Det var dråben. Pludselig brækkede jeg mig ud på gulvet og ned ad mig selv. De voksne fik mig lagt i seng i et lokale ovenpå. Jeg blev først vækket senere på natten, da vi skulle hjem.
2: En anden gang, mange år senere til min storebrors bryllup med Berith. Festen blev holdt i deres eget hus i Ebeltoft. Efter en del bajere, rejste jeg mig ved bordet og proklamerede til min bror: ”Når du engang er død, vil jeg gerne arve Berith”.
Lige i situationen var det sjovt, men ved nærmere eftertanke meget pinligt.
3: En tredje gang: Som teenager onanerede jeg som alle andre. En gang lånte jeg noget af min mors håndcreme for at det skulle føles mere lækkert. Næste morgen vågnede jeg op med brune håndflader og en meget mørk diller. Jeg havde taget min mors selvbruner. Det er det tætteste jeg har været på at have en neger-diller.
4: En fjerde gang var i 2001. Jeg var stukket af fra det hele. Mit samliv med Lill sluttede og jeg kunne ikke finde ud af at sige ja til Judith. Jeg var en fej kujon!
Så jeg flygtede til Rom, hvor jeg boede i 3 måneder og gik på sprogskole hver dag fra 10-14. Resten af dagen havde jeg fri.
Jeg kørte systematisk rundt i Rom med alle de bybusser jeg kunne komme til.
En gang stod jeg i vejsiden og ventede på en bus i et mindre trafikeret område.
Bussen kom og jeg sted ind via bagdøren, som man gør. Jeg fandt et dobbeltsæde i den bageste ende af bussen.
En umiskendelig lugt af lort bredte sig rundt om mig. Der sad nogle skolebørn et par sæder væk. De begyndte at kigge i min retning, rynkede næser og sendte blikke til hinanden.
Jeg kiggede ned på mine sko og opdagede, at jeg havde trådt i en hundelort på størrelse med en græstørv. Lort, mudder og græs stak ud under min ene fodsål.
Jeg gjorde noget helt utilgiveligt! Jeg skrabede hundelorten af på en metalstang under sædet foran! Ved næste stop, stod jeg af i en hørm af hundelort og skyndte mig væk. Stakkels den buschauffør, der skulle gøre rent.
Senere fandt jeg et toilet, hvor jeg kunne gøre min sko ren med en toiletbørste.
Det var skønt. Jeg var et godt sted i livet. Sammen med min elskede Judith. Et udmærket job og en lys fremtid. What’s not to like?
Jeg havde det fantastisk. Var stadig på vej op og kun halvvejs til de 100 år.
Efter gymnasiet var jeg lærervikar på Odden Skole. De må have manglet nogle lærere desperat. Jeg har vist altid godt kunnet lide at forklare og undervise, så det kom ret naturligt til mig.
Da jeg havde været på Højskole i Løgumkloster var jeg igen lærervikar på Odden Centralskole. En typisk folkeskole i røde mursten op til 7. klasse. Efter 7. kørte eleverne til Højby Skole.
Jeg boede hos min gamle mormor i de 3 måneder jeg var vikar. Karin Alfrida Hansen og tæt på de 80 år.
Hver morgen skulle hun lige have en snaps til at få systemet i gang. Hun brød sig virkeligt ikke om den snaps og skar ansigt når hun hældte den ned. I solidaritet, tog jeg en Gammel Dansk, som jeg heller ikke brød mig om – vi led sammen. Hun var svært plaget af gigt, men klarede sig selv lige til det sidste.
Hun var blevet enke efter min morfar, Hans Christian Hansen, lige efter at han var fyldt 70 år omkring 1968. Morfar døde pludselig af hjertestop. Det var helt uforståeligt for mig. Det var første gang jeg oplevede at en af mine nærmeste døde. Jeg nægtede at tro at han var død og ville ikke med til begravelsen.
Jeg elskede at komme på Odden hos mormor og morfar. Det var skønt at komme ned på havnen og se kutterne komme ind med deres fangst. Fiskerne var nogle solbrændte, garvede, stærke fyre, der både kunne arbejde hårdt og drikke en masse øl. De lokale børn hentede en lind strøm af øl fra Skibsprovianteringen til fiskerne der sad i ”Bødehuset” og blev klogere og klogere.
Nytårsdag 1980 hjalp min bror mig med at flytte til Silkeborg. Min daværende kæreste Bente boede der og havde hjulpet mig med at finde en lille lejlighed i Silkeborg Midtby. I Skolegade.
Jeg havde forskellige jobs som skovarbejder med pyntegrønt og juletræer. Som graverkarl sammen med nogle fordrukne ældre fyre, som hver morgen startede med et par kolde guldbajere. Jeg prøvede et par dage at følge med dem, men endte med at være bimlende beruset ved middagstid. Så det blev en termokande med urtete fremover.
Jeg kommer fra en familie af håndværkere, så jeg ledte efter en læreplads som tømrer. Cyklede rundt og spurgte de forskellige mestre, men uden held. Jeg havde også lyst til noget med musik, så jeg tænkte at det kunne være en spændende kombination at blive orgelbygger.
Jeg fandt adresserne på samtlige orgelbyggerier i Danmark og skrev et godt brev til dem om alle mine gode sider. Men alle havde de elever de skulle bruge i årene fremover, så det blev desværre ikke til noget.
Mange af de mennesker jeg mødte via Bente i Silkeborg, havde noget med musik eller undervisning at gøre, så det var jo oplagt at forsøge at komme ind på Seminariet.
Man kunne gå på Theodora Langs eller på Silkeborg Seminarium. Jeg var heldig at komme ind på det sidste. Det blev en meget lærerig og lykkelig tid for mig.
Jeg havde jo spillet klaver og orgel i en del år, og jeg kunne godt lide at arbejde med mine hænder, så det var helt naturligt for mig at kombinere faget Musik med Sløjd (som i dag hedder Håndværk & Design).
På seminariet fik jeg venner for livet, som jeg stadig mødes med eller hører fra.
Da læreruddannelsen var ved at være slut, begyndte jeg at søge job. Jeg havde besluttet at hvis der kom et job på en ø, ville jeg søge det.
Der kom et job på Læsø. Jeg søgte det – og fik det.
Jamen, det var min drøm at komme til en ø. Langt væk fra, hvad jeg ellers kendte og starte forfra. Jeg har altid været fascineret af øer. Et afgrænset område, som er overskueligt.
Jeg flyttede fra Silkeborg med alle mine ting i en lille lastbil. Søren Sønderbo kørte med mig og tog bilen med retur.
Jeg flyttede ind hos Niels Frank, der havde Hotel Nygaard den gang. Senere kom min ven Torben til øen og vi flyttede ind i et fælles parcelhus. Torbens kone Dorte kom også til øen, og vi havde det herligt.
Jeg fik min ilddåb som ny lærer. Blev kastet ud i en 2. klasse, som dansklærer og klasselærer. Og så havde jeg masser af musik på skemaet.
Jeg blev ret hurtigt viklet ind i skolekor, Læsøkoret og revy. Det hele var sjovt og spændende, men også krævende.
Jeg nåede at bo 4 steder på den skønne ø og den har altid haft en særlig plads i mit hjerte.
Jeg var ikke ubetinget glad for at være lærer. Jeg havde været på Læsø et par år og flyttede ”i land” igen og blev Speciallærer på Fjordskolen ved Mou i Nordjylland. Der var jeg godt et års tid inden jeg flyttede tilbage til Silkeborg.
Her var jeg lærer lidt over et år på Bording Skole ved Ikast. Derefter nogle måneder på Virklund Skole og et par andre småjobs. På Virklund Skole opdagede jeg, at jeg slet ikke trivedes i jobbet.
En dag jeg havde 5.b til geografi, fik jeg nok. Mens der var larm og uro i klassen, pakkede jeg stille og roligt min rygsæk og forlod klassen. Jeg lod døren stå åben og gik direkte til kontoret.
”Jeg går nu og kommer ikke tilbage – farvel!”
Det var i min 2. periode i Silkeborg, at jeg begyndte at interessere mig for computere.
Min daværende kæreste, Lill, og jeg flyttede til Skals ved Viborg, hvor hun begyndte på Håndarbejdsseminariet. Jeg gik ledig og fik bevilget et kursus som Dataassistent og bagefter en uddannelse som IT-supporter.
Så med en læreruddannelse og en IT-uddannelse i bagagen, havde jeg mange gode muligheder for at få et spændende job. Lill og jeg flyttede til Bornholm i 1995, hvor et nyt liv gennem 6-7 år startede.
Lill var blevet ansat som håndarbejdslærer på Bornholms Højskole, hvor hun havde sin egen afdeling. Jeg var med som det tynde øl, og oplevede det fantastiske højskoleliv indefra. Det var Bente og Carsten Thorborg, der var forstanderpar dengang. Lill og jeg boede som naboer i samme hus som den legendariske Lillian Hjorth-Westh.
Jeg blev ansat som underviser i et IT-firma, først i Nexø og derefter i Rønne og lærte mange ting om computere. Det var lige i den tid, hvor hjemmesider for alvor begyndte at blive interessante. Mit firma sendte mig på et 5-måneders kursus, hvor jeg blev uddannet Webmaster. At arbejde med hjemmesider er nok noget at det sjoveste jeg har lavet.
Langt senere i mit liv har jeg også uddannet mig til Kørelærer B. Det tog cirka 1 år under Corona-tiden at blive uddannet. En meget spændende og givende uddannelse, som jeg desværre ikke har brugt i praksis. Men det har givet mig en meget større forståelse for trafik og muligvis gjort mig til en bedre bilist.
Gennem mit lange arbejdsliv, har jeg arbejde med mange forskellige ting. På en eller anden måde har transport sneget sig ind.
I flere perioder har jeg kørt lastbil, betonkanon, bybus, rutebus, minibus, handicapkørsel og meget andet. De sidste 4-5 år af mit arbejdsliv var som buschauffør.
Det mærkelige er, at biler og busser slet ikke interesserer mig. Det er det med at komme omkring i byerne og landskabet og se alting fra mange forskellige vinkler, der er spændende. Med bussen er jeg kommet mange steder jeg ellers ikke ville have set, fordi jeg ikke havde et ærinde der.
Jeg elsker stadig at køre omveje og finde ud af hvad der er om det næste hjørne.
Der er mange ting jeg er dårlig til. Ikke god til at lave mad eller bage. Det er Judith heldigvis. Men måske er jeg ret dårlig til at modtage kritik? Eller dårlig til at sige nej til noget jeg egentlig ikke har lyst til. Eller dårlig til at spørge om hjælp til fx praktiske ting.
Jeg er heller ikke god til at "være i hænder" for længe af gangen. Jeg er glad for at være sammen med andre mennesker, men jeg har en grænse på nogle timer, så trænger jeg til ro igen. Det er noget der er kommet med alderen. Som ung var jeg udadvendt og ville være med i alt muligt. Nu er jeg blevet mere introvert og har brug for tid til mig selv.
Jeg har altid haft let ved at bliver forelsket, men svært ved at blive forpligtet. Jeg har været meget ulykkelig, meget forelsket og bange for at binde mig til nogen i livet.
Jeg var en meget sen starter med piger. De andre drenge i klassen var mere fremme i skoene fik erfaringer med at kysse og finde ud af hvordan piger er indrettede.
Jeg kom senere efter det og havde blandt andet nogle gode år i gymnasiet og på seminariet. Jeg kom lidt ind i en stime.
Nu er jeg det helt rigtige sted med min elskede Judith. Vi elsker hinanden og bliver sammen resten af livet.
Nej aldrig sex, men jeg har engang kysset med en mand. Det var mens jeg var sammen med en ungdomskæreste, hvor vi eksperimenterede lidt med hinanden og nogle venner. Nej, jeg er en ret kedelig hvid heteromand.
Da vi var på studietur i Rom med gymnasieklassen, oplevede jeg flere gange en interesse fra ældre mænd. Jeg var en frisk ung mand med langt lyst hår. Ikke nogen Tadzio fra ”Døden i Venedig”, men jeg må åbenbart have virket tiltrækkende.
Dengang forstod jeg ikke en lyd af det hele, men det er gået op for mig mange år senere, hvad det var det de mænd var ude på.
Jeg kan ikke lige komme i tanke om vaner, men jeg tror at jeg er meget god til at være hjælpsom.
Jeg kan godt lide at være alene, men jeg har det allerbedst, når jeg er sammen med min kone Judith. Når vi en sjælden gang er væk fra hinanden i mere end nogle dage, mærker jeg virkeligt, hvor meget hun betyder i min hverdag. Jeg kan godt føle mig utryg om natten, når hun ikke er ved min side.
Jeg er ikke glad for at være alene i vores sommerhus og jeg bryder mig ikke om at overnatte der alene. Hvis jeg er helt alene, kan jeg godt finde på at have lidt lys tændt, eller have noget stille jazzmusik eller afspændingsmusik i baggrunden.
For mange, mange år siden så jeg den oprindelige ”Maskernes Nat” sammen med min ven Robert. Den skræmte mig fra vid og sans.
Da vi kom ud af biografen og gik på vej hjem, var Robert pludselig væk. Han havde gemt sig bag et træ og trådte pludselig frem og råbte ”BØH” eller noget lignende. Jeg var ved at besvime af skræk.
Vi gik hjem til Roberts lejlighed og jeg tror dælme at han dukkede op senere på natten med et hvidt lagen over hovedet. Jeg kunne have slået ham. Siden den dag, har jeg ikke set gyserfilm alene.
Jeg har gennem livet interesseret mig for kajakroning, flyvning og musik.
Kajakroning startede da jeg gik på Seminariet i Silkeborg og fik lært at ro kajak på Silkeborgsøerne og Gudenåen.
Da jeg flyttede til Bornholm, tog jeg flycertifikat i 1997 og har lige netop her i 2024 besluttet at lade mit certifikat løbe ud. Det blev 27 år med spændende oplevelser og mange gode flyveture til Anholt, Læsø, Bornholm, Samsø og Silkeborg. Men alting har sin tid og jeg har besluttet at det nu er nok.
Musik og klaverspil bliver jeg ved med, så længe hjernen og hænderne vil. Jeg øver hver dag og glæder mig til min øvning.
Jeg er vist nok en skvatnavle. I hvert fald ikke specielt modig. Jeg er ikke konfliktsky, men jeg opsøger heller ikke konflikter. Jeg holder afstand til mennesker og situationer, som jeg ikke bryder mig om.
Fødsel, Judith og Død.
Livets faser er: Barndom, ungdom, livstid og dødsdom.
Jeg tror ikke på noget. Jeg har sympati og forståelse for de ideer, filosofier og religioner vi har om, at der er noget større end en selv. Jeg er nok det der hedder ”kulturelt kristen”.
Da jeg var omkring de 25-30 år, var jeg lidt i fare for at blive forført af Scientology. Jeg havde købt bogen ”Dianetik”, skrevet af L. Ron Hubbard. Den var meget besnærende og jeg kunne mærke at jeg blev suget ind i den. Jeg blev bange fordi bogen var ved at invadere mit sind. Jeg smed den i en container i Frederikshavn og gjorde mig fri af den.
Jeg flirtede også lidt med ideen om Tvind-skolerne og UFF, men blev heldigvis ikke rodet ind i det.
Siden da, har jeg holdt mig langt væk fra religiøse sekter.
Forfatteren Kristian Leth siger: ” Følg den, der stiller de rigtige spørgsmål, men flygt fra den, der har alle svarene”.
Min tro er, at det er helt tilfældigt at livet har udviklet sig som det har. At evolutionen har sørget for, at det der er bedst til at tilpasse sig, har udviklet sig. Vi er blot en samling af atomer og molekyler. Der er ikke en større intelligens, der har lavet en masterplan for Universet og hvert enkelte menneskes liv.
Niels Hausgaard blev en gang spurgt om ”Tror du på Gud?”. Han svarede: ”Selvfølgelig, jeg er jo ikke naiv”.
Men jeg er meget interesseret i Bibelen, salmer, sange og højskoletekster. Jeg befinder mig fint blandt troende mennesker og jeg kan godt lide at besøge kirker. Men jeg tror ikke.
Livet er meningsløst, men uendeligt værdifuldt.
Nej, jeg tror at den måde jeg oplever verden på, sker inde i mit eget hoved. Der er ikke noget der kommer ude fra Universet.
Mine øjne er 2 kameraer, mine ører er 2 mikrofoner, hele min krop er fuld af nerver, der giver min hjerne besked om, hvad der sker med min hud og min krop. Og så har jeg en mund, der fungerer som højttaler.
Min hjerne er pakket ind i et kranium, hvor den ligger og skvulper i mørke. Den eneste måde min hjerne får besked om verden, sker gennem sanserne.
Når jeg er vågen, bliver min hjerne bombarderet med sanser som giver hjernen nogle handlemuligheder. Den skal hele tiden vurdere hvad der er bedst for mig lige nu og her.
Når jeg sover og min krop er inaktiv, kan hjernen lege, rydde op og drømme. Når jeg sover, ligger jeg til opladning. Så længe der er strøm på min hjerne, har jeg en sjæl. Uden strøm er jeg bare en klump kød.
Nej. Det eneste vi har af værdi på denne jord, er livet. Alt andet er ligegyldigt. Selvom jeg har haft det svært med min far, er jeg meget glad for at have fået livet. At det lige præcis var min lille sædcelle, der kom først til min mors æg og blev til mig.
Hvis jeg mister alt hvad jeg ejer af ting og sager, har jeg jo stadig mig.
”At livet det er livet værd”. – skriver Jens Rosendal.
Hvis jeg bliver meget gammel, eller bliver uhelbredeligt syg, kunne jeg godt bede om at få afsluttet livet.
Det er så komplekst med min far. Jeg har både beundret ham og hadet ham. Som helt lille har jeg jo nok været tryg ved ham, men som lidt ældre kunne jeg se, hvor meget han var ondskabsfuld mod vores mor.
Han var aldrig en lege-far. Men stor, stærk og meget klog. Jeg tror aldrig at han brød sig om helt små børn, der ikke kan noget.
Som lidt ældre, kunne jeg mærke at han var stolt af det vi kunne som børn. Vi skulle være stille, høflige, dygtige og kvikke. Gerne et hestehoved foran de andre i skolen. ”Hvis du bare er et mulehår foran de andre, vinder du”.
Han var en dygtig håndværker. Opfindsom og god til at løse problemer på en ”doven” måde. Jeg har arvet lidt af det med det ”dovne”. Jeg kan bruge lang tid på at ”fintænke” og så komme med en god løsning på et problem.
Jeg ved ikke så meget om hans ungdom. Han var soldat i Marinen, som mændene i familien havde været i generationer. Jeg var den første der brød det og kom i Flyvevåbnet. Det blev jeg hånet for at min far og min bror.
Så ved jeg at han arbejdede på stålvalseværket i Frederiksværk. Hvornår og hvor længe, ved jeg ikke noget om.
Jeg ved heller ikke hvordan han mødte mor, men formentlig til en havnefest på Odden.
De mødte hinanden, min mor blev gravid med min storebror Bjørn og de blev gift.
Min mor var så sød og naiv og er sikkert faldet for hans narcissistiske charme. Jeg er helt sikker på at han i virkeligheden var forelsket i min mors søster Ruth, som han ikke kunne få. Hun blev gift med en ingeniør, som min far slet ikke kunne hamle op med.
Min far kunne ikke lide sin svigerfamilie og jeg har en svag erindring om at han, i fuldskab, har pisset ind ad brevsprækken på deres hus ”Solhøj” i Havnebyen i protest mod svigerfar.
Mine forældre har altid arbejdet hårdt. Før jeg blev født, var de vist gartnere i Grevinge. Far arbejdede som arbejdsmand og murer i mange år. Til slut i trælasten i Højby og hos Christoffer Larsen i Rørvig. Derefter gik han på pension.
Min far blev mere og mere sær og ondskabsfuld med årene.
Som barn, havde jeg flere gange hørt mine forældre skændes. Det var altid min far der var jaloux over at en anden mand havde kigge på min mor. ”Har han været oppe under kjolen på dig?”. Min mor benægtede og blev slæbt ind i soveværelset. Undervejs, kunne jeg høre hendes hoved slå ind i dørkarmen. Det er en grim lyd for et barn.
Min far var min mor utro. Min søster vidste at han jævnligt besøgte en kvinde i nærheden af hvor vi boede. Hun fortalte mig aldrig hvem det var, men jeg har en fornemmelse.
Min søster og jeg planlagde at myrde vores far. Vi ville skære halsen over på ham med et barberblad, mens han barberede sig. Når han stod med skum i hele ansigtet over vaskekummen, skulle en af os springe på ham bagfra og skære halsen over. Vi fik aldrig muligheden – heldigvis. Vi var jo endt i ungdomsfængsel og havde ødelagt vores liv.
Mine forældre blev skilt, da jeg gik i 1. eller 2.g. Jeg hjalp min mor med at ”stikke af” fra min far. Hun boede alene og var glad i nogle år, indtil det lykkedes ham at få hende overtalt til at flytte ”hjem” igen. Han havde tilsyneladende forandret sig til det bedre, men det holdt kun i kort tid.
I de sidste år af deres alderdom havde de et ulideligt forhold. Min mor blev desværre meget dement og min far kunne til sidst ikke holde det ud og foregav at ville begå selvmord. Han ridsede sig lidt på tværs i håndleddene og blev indlagt på psykiatrisk hospital i Nykøbing Sjælland. Mor kunne ikke være alene og blev flyttet til Ellingebjerg Plejecenter. Det var en uendeligt trist dag.
Min far havde simuleret og havde det som en fisk i vandet på hospitalet. Nu var han sluppet af med mor og blev passet og plejet. Han har altid troet at han var meget klogere end både læger, psykologer og psykiatere og han var overbevist om, at han kunne styre samtalerne derhen, hvor han gerne ville.
Min far levede de sidste år meget alene. Han havde stødt min bror og mig fra sig. Han havde dannet en alliance med min søster, der boede i nærheden af Silkeborg. Hun fik ham placeret på et plejecenter i Sejs, hvor han døde 92 år gammel.
Jeg opdagede ved et tilfælde at han var død, fordi jeg lavede en adresseforespørgsel på ham via CPR-registeret. Der stod: ” Personen er afgået ved døden 10.10.2015”.
Jeg har ikke hørt fra min søster siden min mors begravelse i 2003.
Min far lavede den sidste psykopatiske handling mod min mor til hendes begravelse.
Da præsten skulle sige nogle ord om mor, sagde han: ”Jeg har fået at vide at jeg ikke må sige noget personligt om Inger Marie Karlsen”.
Der gik et stille sus igennem forsamlingen. Selv i døden måtte mor ikke få en personlighed. Altid havde hun levet i skyggen af den totalt dominerende mand som måske er min far. Jeg har altid haft en fornemmelse af at jeg mere har et gemyt som min farbror Frode.
Efter ceremonien i kirken, blev min bror og jeg forstødt fra familien af min far og min søster. Vi måtte ikke komme med til gravkaffe bagefter.
Et stykke tid efter begravelsen talte jeg med en af de personer der var budt med til gravkaffe på Højby Kro.
Min far havde rigtigt været i centrum og spillet flink fyr. Han og min søster sad ved siden af hinanden og på et tidspunkt lænede han sig hen mod hende og sagde skadefro: ”Det var da godt at vi fik hægtet drengene af...”.
Tjaa, hvor lavt kan et menneske synke?
Åh, hun var så sød, kærlig og omsorgsfuld. Hun ville bare alt det gode og bedste for os 3 børn.
Hun var måske ikke så intelligent som min far, men hun var hele livet kærlig, hjælpsom og empatisk overfor alle mennesker.
Hun var helt utroligt flittig og arbejdsom. Kunne passe et hjem. Opdrage 3 børn. Arbejde som husmoderafløser og være med i alt arbejde med at bygge huse.
Når vi skulle grave grund ud til et nyt hus, var vi alle med. Min far, min mor og vi 3 børn. Vi har alle været med siden vi kunne træde på en skovl.
Når vi skulle blande beton til fundamentet, var det min mor og jeg, der fyldte vand, grus, sten og cement i blandemaskinen. Når betonen var blandet, kørte min bror den 100 kg tunge trillebør hen over en mudret byggeplads og hældte betonen ned i forskallingen.
Når vi havde knoklet hele dagen, skulle min mor sørge for at maden var klar til hele den sultne familie.
Min mor kunne lave mad, bage, sylte, partere en gris, flå en hare, lægge en fasan i mælk, lave spegesild i en krukke, lave rygeost på en jerntønde, strikke, sy, male, tapetsere, lægge gulvtæppe, stege, koge og brase.
Hun var også skrap til at køre motorcykel, med et barn siddende på benzintanken foran. Hun var fuld af skæg og ballade og havde en herlig humor.
I mange år stod hun i kiosken på hjørnet ved kirkebakken i Højby. Det var Borgmester Johannes Holm, der ejede butikken. Hun passede det hele, som var det hendes eget. Hun var knaldgod til at ekspedere og kunne lægge en hel række skæve beløb sammen i hovedet.
Min mor var kreativ med at male, sy og lave keramik. Det var ikke den store kunst, men hun hyggede sig med det.
Hun havde sine bedste år i den periode hun var skilt fra min far. Hendes sidste år var meget triste. Hun blev meget dement. Stod op klokken 5 om morgenen og begyndte at lave mad. Stak de bare hænder ind i en 200 grader varm ovn og tog bradepanden ud. Til sidst, blev hun farlig for sig selv og sine omgivelser.
Jeg husker at sidste gang hun kørte selv, kom hun hjem med en bil, hvor begge sidespejle var knækkede og hang og dinglede. Et mirakel at hun ikke gjorde skade på sig selv eller andre personer.
Hun fik en god pleje de sidste par år og døde den 16. februar 2003 – 75 år gammel.
Min kone får mig til at grine hver eneste dag – mange gange om dagen. Vi har en fælles referenceramme med en grundlæggende sort og bagvendt humor. Vi er gode til at se det komiske i os selv og i mange af dagligdagens situationer. Selvom vi har sygdom tæt inde på livet, kan vi stadig godt græde og grine inden for samme minut.
Vi elsker begge standupcomedy og skæve vinkler på livet.
Jeg kan hulke af grin over Victor Borges skæve, gakkede og gennemtænkte humor. Som barn græd jeg af grin over The Marx Brothers, fx scenen hvor Harpo bokser mod den store dame, Margaret Dumont.
Jeg får havregryn med rosiner og mælk 333 dage om året. Det er billigt, sundt, nærende og nemt. Når jeg har mulighed for det på ferier, spiser jeg alt det æg og bacon jeg kan nå.
Jeg er vild med italiensk mad. Pasta, Pizza, Gnocchi, Lasagne, brød og oste.
Noget af det bedste jeg har fået for nyligt, var noget grillet oksekød, der var skåret i tynde skiver – ”Tagliata” med Gnocchi. Det var på en restaurant på øen Zakynthos. Det var forrygende!
Jeg læser meget varieret. Faglitteratur – mest om musik. Skønlitteratur. Kriminalromaner. Jeg har lige afsluttet læsningen af alle Håkan Nessers romaner om kriminalkommissær Van Veeteren fra Maardam og den svenske kommissær Barbarotti.
Noget af det bedste jeg lige kan huske, er Don Quixote af Miguel de Cervantes. Hysterisk morsom og nogle fantastiske beskrivelser af grimme kvinder.
Jeg låner mange bøger på biblioteket. Bøger, som jeg har hørt om i radioen, læst om i Politiken, eller hørt andre tale om. Nogle bøger læser jeg grundigt, andre blader jeg bare igennem og skimmer hvad jeg har brug for.
Flere gange i livet, har jeg forsøgt at læse Ulysses af James Joyce. Jeg har læst den hele, men fattet meget lidt.
Jeg er stort set altædende med litteratur, men har aldrig været god til at forstå digte. På Liselund Højskole, lærte jeg at skrive Haikudigte.
I de første år i vores samliv læste vi meget op for hinanden. Det har ligget stille i mange år, men nu er vi begyndt igen. Det er vildt hyggeligt. Tekster er helt anderledes, når de bliver læst op.
Jeg har rejst meget i dele af verden. Mest sammen med Judith siden 2001. USA, Thailand, Cuba, Tanzania, Zanzibar og så en hel del i Europa.
I et par perioder, har jeg boet på Sicilien og i Rom og taler en smule italiensk.
Vi holder begge især meget af de græske øer. Milos er vi specielt glade for. Den græske enkelhed er så skøn og afslappende. Det er så nemt at rejse på de græske øer.
Judith er blevet noget udfordret med at gå, så vi må nok tænke i andre måder at rejse på.
I 2025 tænker vi på en kør-selv-ferie i Island.
Jeg behøver ikke de ”store rejser” mere. Jeg har det fint med at rejse eller køre i egen bil rundt i vores eget lille land. Især er jeg glad for Vestjylland, Lolland-Falster og Sydfyn.
Det er fantastisk at komme ud at se nye steder i verden. De mest spændende steder har været Cuba, Tanzania, og New York. Nu har jeg set stederne og behøver ikke at komme igen.
Det er fint at komme omkring i Danmark og Europa. Der er stadig masser at se og opleve.
Der er masser af steder jeg ikke har set. Indien, New Zealand, Australien, Sydamerika og Kina. Men jeg har ikke brug for det mere. Nu er jeg mere til det nære i vores eget fantastiske land.
Jeg mangler et sted at se hvaler og nordlys. Judith og jeg har været på Svalbard, men sov desværre fra Nordlyset.
Til gengæld havde vi en fantastisk tur med hundeslæde. Judith sad på slæden og jeg fik lov til at styre de 6 hunde. Jeg har altid været lidt bange for hunde, men her tog pokker ved mig og jeg styrede de her hunde, som om jeg aldrig havde lavet andet. Jeg ved ikke hvor det kom fra.
Nu tænker vi at planlægge en rejse til Island i 2025 med mulighed for at sejle på hvalsafari fra Húsavik.
Så absolut min kone Judith.
Jeg har ikke mange venner. Men de få venner jeg har, er gode venner, der gerne må vide alt om mig. Venner som jeg har kendt i mange år.
Der er 3 venner jeg må fremhæve: Robert helt tilbage fra barndommen i Højby i 1960’erne. Judith fra gymnasietiden i 1972. Torben fra seminarietiden i 1981.
Det er trygt og godt at der er mennesker, der kender mig helt ind til kernen.
Robert er den jeg har kendt længst fra barndom og skoletid. Vi har en stor fællesmængde af referencer og har gennemlevet de samme faser i livet. Det er altid muntert af være sammen med Robert. Han er et musikalsk leksikon og kan nævne tusinder af bands og medlemmer. Hvem der spiller, har skrevet numrene og baggrunden for det hele. Han er tonedøv og falsksynger. Men musikalsk, det er han.
Robert og jeg har lavet alle de gale og dumme ting man skal som teenager og ung. Robert har en unik hukommelse og en fantastisk fortælleevne.
Judith er min elskede og bedste ven i livet. Hvis hun dør før mig, bliver det mit livs store sorg.
Torben er min jyske ven fra seminariet. Vi har en fælles forståelse og kan holde kæft sammen. Vi kan sagtens tale uafbrudt, men vi kan også tie sammen og bare iagttage. Torben har en underfundig jysk humor og er ekspert i jyske typer. Ved præcis, hvad man skal sige til en smed eller mekaniker for at lokke en god skrøne ud af ham.
Torben har lært mig den jyske mentalitet – og så var vi lærere sammen på Læsø. Det var stort.
Som mange andre er jeg ikke vild med store edderkopper og slanger, men det er ikke noget der hæmmer mig i dagligdagen. En stor edderkop kan klares med en kost eller en støvsuger. Faktisk er en (ubrugt) toiletbørste et rigtigt godt våben på grund af de meget stive børster.
Men, jeg har en panisk angst for lyn. Det hedder ”Keraunofobi”. Det viser sig ved at jeg søger ly et sikkert sted i god tid inden uvejret er over mig. På et par rejser, har det været så hæmmende at jeg ikke turde gå ud på gaden og hen til en restaurant for at spise.
En enkelt gang, var jeg nødt til at flygte ind i en bybus og køre med den indtil uvejret var drevet over. En bil eller en bus er et sikkert sted, fordi den danner et Faradays bur, som elektriciteten blot løber udenom.
Judith har forklaret mig, at det kan være en angst for min fars vrede, der uden varsel kunne slå ned.
Der er nogen der lider af angst for torden – det hedder ”Brontofobi”.
Musik har haft en central plads i mit liv. Jeg begyndte så småt på klaveret som 10-årig og gik til spil hos min klasselærer.
Senere blev det til orgel og keyboard i et par pop/rock/danse-orkestre og jeg er da også uddannet med musik som linjefag på Seminariet.
Da jeg var lærer på Læsø og i Bording, havde jeg rigtigt mange musiktimer på skemaet.
Der har været en del år, hvor musikken har stået stille og jeg ikke har gjort noget ved det, men omkring de sidste 8-10 år har jeg øvet 30 minutter hver eneste dag.
Jeg øver udelukkende salmer og højskolesange. Mit fokus er på ”Sightreading”, det vil sige at spille direkte efter noder. Det er en livslang hobby, som jeg hygger mig med.
Du kan læse meget mere under Musik
Jeg har set og oplevet rigtigt meget i mit liv. Men jeg kunne virkeligt godt tænke mig at se hvaler i havet nord for Island.
Jeg forestiller mig at være på en båd og se den enorme krop fra en Pukkelhval eller en Blåhval dukke op ved overfladen. Og se hvalen dykke ned igen med den kæmpestore hale som det sidste, inden den forsvinder i dybet.
Jeg tror ikke at jeg har haft nogle specifikke forventninger til livet. Jeg tror at jeg har været god til at tilpasse mig de steder og miljøer jeg mere eller mindre tilfældigt er landet i.
Jeg har oplevet og været med i mange spændende ting, men jeg synes også at livet indimellem kan være kedeligt. Hverdagen er jo kedelig. Den er god og rar og tryg – og forudsigelig. Jeg kan godt savne det vilde og lidt farlige. Men, på den anden side er jeg heller ikke så modig som jeg har været.
Der, hvor jeg har følt mig allermest i live, har været på sletten i Serengeti, hvor alt drejer sig om liv og død.
Der er ikke noget af det jeg har gjort eller oplevet, jeg ville undvære.
Være sammen med min kone Judith. Vi hører sammen. Mit vilde liv er overstået. Jeg skal have det rart, bekvemt og dejligt med min kone og den smule familie der er tilbage. Og så skal jeg undgå at blive for tyk, fordi livet er for mageligt.
Jeg har et lille projekt kørende som kommer til at tage resten af mit liv. Hver eneste dag øver jeg mig på at spille højskolesange fra den nye Højskolesangbog med 601 tekster og melodier. Målet er, at jeg som 75-årig kan tage en hvilken som helst melodi og spille den fra bladet.
Jeg har lige fået Den Danske Koralbog med melodierne til alle 568 salmer. Dem vil jeg spille igennem som Prima Vista eller sightreading. Så der er nok at gå i gang med.
Klaveret betyder meget for mig. Jeg elsker min daglige halve time, hvor jeg øver højskolesange og salmer.
Fra 1997 og til nu har jeg haft flyvning som hobby. 27 år, blev det til. Det har været sjovt og spændende, men det sluttede i 2024.
Læse, skrive og at være sammen med min kone hjemme, i sommerhuset og på nye eventyr er det vi skal i årene fremover.
Judith fik konstateret sklerose for 5-6 år siden. Det har betydet at hun efterhånden går meget dårligt og for det meste behøver lidt støtte eller hjælp. Det gør at der er mange ting vi ikke kan på samme måde som før.
Judith har været igennem en forfærdelig masse udredninger og er blevet pint og plaget af hæmatologer og neurologer.
Vi kan ikke gå eller løbe, som vi altid har gjort. Men vi klarer os og skruer ned for ambitionerne. Vi har dog ikke opgivet at rejse til fx Island eller til vores elskede Milos i Grækenland.
Jeg er taknemmelig for at jeg fik livet. På trods af at min far var hustyran og narcissist, er jeg da meget glad for at jeg fik livet. Det eneste virkeligt værdifulde vi har i livet - er livet. Hvis jeg mister alle mine ting og bliver fattig og hjemløs, har jeg jo stadig mig.
Jeg fortryder at jeg som 12-årig ikke var med til min morfars begravelse.
At jeg ikke mere målrettet har forfulgt noget og blevet virkeligt dygtig til det. Det kan være matematik eller musik. Jeg har interesseret mig for mange forskellige ting men ikke haft stamina til at fordybe mig i det hele. Jeg har spredt mig tynd. En mand med mange, men små, talenter.
At jeg aldrig lærte at danse. Mere musik, matematik og sprog.
Idioter og psykisk ustabile tyranner, regeringsledere, statsministre og andre megalomane mennesker med personlighedsforstyrrelser, der skaber krig og ufred i verden.
Selvretfærdige gamle brokkehoveder, der tror at de har sandheden om livet. Hvis jeg møder den type, går jeg ikke i konflikt eller dialog med dem, men holder så vidt muligt afstand til dem.
Opblæste mellemledere, der skal hævde sig selv for at være innovative og idérige, holder jeg mig også fra. Den type har jeg mødt mange af i alle brancher. De er ulidelige at være sammen med. Jeg har det også svært med oversmarte sælgere. Så slår jeg bak.
Jeg er selv ved at blive en sur gammel mand, men øver mig i at lade være.
Ved at spille klaver, læse, gå en tur, betragte andre mennesker. Det er luksus at tage en middagslur klokken 4 om eftermiddagen.
Jeg slapper også af, når jeg holder for rødt lys i trafikken. Så er der pause.
Jeg tænker: ”Hvad blev der af den smilende, sorgløse dreng, der for lidt siden løb rundt og legede? Hvor kom manden med det grå hår og kassehovedet fra? Hvordan blev jeg en sur gammel mand?”
Når jeg ser mine tænder i undermunden, tænker jeg ”Stonehenge”.
Jeg skal nå et se hvaler, nordlys og lære at spille højskolesange og salmer direkte efter noder.
Med 1 minuts stilhed! Nej, spøg til side. Det er en gammel Lars Hjortshøj joke.
Et lille sluttet selskab med Judith, Robert & Eva, Dorte & Torben, Birgitte & Michael.
Min minimale familie, der består af min bror og min niece.
Og en anden lille fejring med Sarah og Benjamin.
Samvær med mine bedste venner, god mad og mange gode øl.
Fred i Verden.
Min søde, kærlige mor måske?
Et sted mellem 70 og 100. 85 år er nok meget realistisk. Lige nu fejler jeg intet, men mænd i min alder kan få blodpropper eller hjerneblødninger når som helst.
Nej, jeg er ikke bange for at dø, men det er heller ikke noget jeg stræber efter. Jeg behøver ikke at gøre noget. Det kommer helt af dig selv. Som min gode ven Robert siger: ”Døden er et skidt koncept.”
Jeg skal brændes, hældes i en økologisk pap-urne fra GreenForm® og ligge så tæt på Judith som muligt.
Inspireret af "Fru Magnusson rydder op! Kunsten at få orden i et helt livs ting" af Margareta Magnusson.
Gennem livet har jeg anskaffet mig mange ting, som nu begynder at blive overflødige. Engang troede jeg at jeg ville beholde alt og passe på det, men nu kan jeg se at mange ting ”støjer” i mit liv. Jeg er begyndt at lede efter enkelheden, det simple, det overskuelige.
En munkecelle med et flygel og min bærbare ville passe mig fint. Jeg bryder mig ikke om overflødigt nips og pynt. Ting skal være nyttige, lækre og have en funktion.
Der er ingen af mine ting jeg ikke kan undvære. Lige bortset fra min bærbare computer og mit Roland klaver.
Jeg synes at rene overflader er smukke. Jeg holder meget af en helt bar bordplade, hvor jeg kan brede min avis ud.
Både Judith og jeg er begyndt at sælge og forære ting bort. Når vi anskaffer noget nyt, er det kun kvalitetsting, som vi holder af at kigge på i hverdagen.
Nej. Prepping er spejderfolkets dødsangst. Vi har 10 liter vand stående. En dåse Confit de Canard (efter et godt råd fra Svend Brinkmann) og en nødradio med powerbank, lys og håndsving til opladning. Jeg kan godt tåle at være uden mad i 3-4 dage.
Hvis vi skulle blive udsat for krig eller i værste fald atomkrig, har jeg slet ikke lyst til at overleve.
Min helt store sorg i livet, vil være hvis Judith dør før mig. Men ellers bliver det Judith, Sarah og Benjamin.
Ja, dem tager jeg med i urnen.
Hvem? Mig? Nej, det tror jeg ikke. Hvem skulle det være? Jeg bliver hurtigt glemt.
Tak for livet.
Tim 🙋♂️
| Tim Bregning | 25481848 | tim@bregning.dk |