Din hjemmeside skal have en adresse - altså et domænenavn.
Det er et navn du køber retten til at bruge på Internettet - fx www.dejligheden.dk
Domænenavne i Danmark administreres af punktum.dk
Danske domæner ender på .dk - hvert land og organisation har sin unikke kode.
Det koster omkring 75 kr. om året at have et dansk domæne.
Webhotel - lagerplads
Du skal også have et sted hvor du har dine tekster, billeder, videofilm og lydfiler liggende. Så betaler du for noget lagerplads - altså et WebHotel.
Der findes mange udbydere der gerne vil sælge dig plads - jeg bruger for det meste one.com som er både billigt, effektivt og stabilt.
Det koster omkring 100 kr. per måned at have en hjemmeside liggende på et WebHotel.
Og så har du brug for et program til at opbygge, vedligeholde og udgive hjemmesiden. Der bruger jeg hjemmesideprogrammet WebsiteBuilder, som er indbygget i one.com. Det fungerer fortrinligt.



Hey-You-See-So
Siden begyndelsen af 1990'erne har den amerikanskudviklede "Hey-You-See-So"-fortællemodel været fremtrædende i nyhedsproduktion
Idéen bag den amerikanske model er, at en velfortalt nyhedshistorie følger fire trinvise forløb:
Hey – artiklens indledning - vågn op!
You – ja DIG!
See? – ka' du så forstå det?
So – så derfor!

Din hjemmeside skal kunne besvare læserens spørgsmål - de 7 hv-ord: hvem, hvad, hvor, hvornår, hvordan, hvor længe og hvorfor. Der sker ikke noget ved at du forærer noget viden væk gratis - du får det tilbage igen.

Skriv kort og klart
Jo flere ord der er i en sætning, jo mere skal din hjerne holde styr på.
Det er godt at skrive vigtige informationer i korte sætninger og bruge korte ord.
En tekst bliver afskrækkende og besværlig at læse, hvis du skriver lange ord som:
Speciallægepraksisplanlægningsstabiliseringsperiode, Ejendomsskyldvurderingsforvaltningssystem, Multidisciplinaritetsundersøgelser, Produktionsansvarsforsikringspolice, Overadministrationstendenser, Menneskerettighedsorganisationsmedarbejder, Højesteretssagførereksamensbevis, Infrastrukturudbygningsprojekter, Kommunalbestyrelsesmedlemssuppleant, Latterliggørelsesforsøg.
Skriv korte afsnit
Massive tekstblokke virker afskrækkende. Mange af dine læsere opgiver og orker ikke at læse dine guldkorn. Brug korte afsnit der inddeler teksten i små, afrundede dele. Lav luft mellem afsnit - 2 linjebrud.
Skriv hverdagssprog
Brug et sprog der er til at forstå umiddelbart. Fagsprog er egnet til videnskabelige artikler.
Skriv ikke: "webZnedkeren.dk har decenniers erfaring med interpersonelle relationer og ser en bred vifte af anvendelsespotentialer inden for webteknologiske udviklingsmuligheder set i lyset af den aktuelle recession på de internationale valutamarkeder."
Men: "webZnedkeren.dk er god til at samarbejde og hjælper dig videre med din hjemmeside - også i krisetider."
Undgå fyldord, sludresætninger og underdanighed
Skriv ikke: Det er med stor interesse at jeg læste stillingsopslaget vedrørende "Musiklærer til Mozart-skolen" i bladet Folkeskolen nr. 23 af 12. juni 1998. Jeg tillader mig hermed at fremsende min ansøgning desangående, idet jeg ser mig selv om velegnet til den omtalte stilling.
Men: Jeg søger stillingen som musiklærer på Mozart-skolen.
Undgå fremmedord
Fagtekniske ord kan være nødvendige og viser at du ved noget om dit fag. Når du skriver tekster til en hjemmeside, skal ikke-fagfolk også kunne forstå hvad du skriver om. Det er ikke sikkert, at du er blevet fundet på en søgning efter fagord.
Undgå forkortelser
Skriv ord helt ud, når du skriver til nettet. Skriv, som du taler. Du taler vel ikke i forkortelser?
Undgå mfl., mht., ift., md., g., afd., aud., adm., - osv. Hver gang din hjerne skal stoppe op og lede, bryder du rytmen i sproget.
Der er ikke noget så irriterende som forkortelser du ikke kan "oversætte" - og nogle forkortelser kan endda betyde flere forskellige ting. Det er helt i orden at bruge forkortelser for institutioner som SAS, DSB, NATO og USA.
Hvis du bruger forkortelser, så forklar hvad de betyder. ADSL (Asymmetric Digital Subscriber Line), HA (Handelsvidenskabelig Afgangseksamen), BNP (bruttonationalproduktet), PDO (Pisse Dårligt Opdraget).
Undgå versaler i hele ord og sætninger
DET VIRKER SOM OM DU RÅBER OG DET ER BÅDE IRRITERENDE AT SE PÅ OG SVÆRT AT LÆSE!!!
Undgå "man"
Skriv et aktivt "du" i stedet. Det gør sproget mere levende og direkte henvendt til dig, som kigger på teksten lige nu.
Et foto får læseren til at stoppe op.
Billeder, illustrationer og grafik skal understøtte dit budskab. Du skal prioritere billeder lige så højt som din tekst. Et foto er nemlig det virkemiddel, der får din læser til at kigge i længere tid på din hjemmeside. Et godt foto skaber nysgerrighed og rejser forventninger.

Brug billedtekster som du kender det fra blade og aviser:
Manden der sælger stråhatte for "un peso" i Trinidad i Cuba
Få levende mennesker med i dine billeder. Vis personer når de handler - altså når de gør noget aktivt. Undgå de sædvanlige billeder med chefen på direktionsgangen eller medarbejderen ved computerskærmen.
Vis personer i overraskende rammer som vi ikke forventer at se personen i - det kan være en skumsvedende chef, der med koncentration og jubel passerer målstregen i DHL-stafetten.

De fleste hjemmesider har et menupunkt der hedder Kontakt. Her kan du finde fotos af meget svingende kvalitet. Få taget et billede hos en professionel fotograf og brug billedet på hjemmesiden, LinkedIn og på Facebook.
Det koster nogle penge, men det er meget mere troværdigt.
Læs mere om min morfar Hans Christian Hansen
Når du har taget nogle billeder med dit digitalkamera eller har scannet nogle billeder ind på computeren, skal billederne klargøres, så de kan lægges på din hjemmeside.
Beskæring
Du har sikkert fået alt for meget med uden om det, som billedet egentlig drejer sig om. Billedet skal beskæres, så det overflødige fjernes. Du skal forsøge at skære af, så du holder fokuspunktet nogenlunde inden for "det gyldne snit" - altså cirka en tredjedel fra top eller bund, fra højre eller venstre.
Ændre billedstørrelse
Dit billede er sikkert alt for stort til at blive lagt på internettet. Du har et pragtfuldt digitalkamera eller en mobiltelefon, der tager billeder som fylder 4752x3168 pixels (cirka 6 megabyte). Det er super, hvis du skal printe billedet eller lave en plakat, men det er alt for stort og tungt til brug på din hjemmeside.
Du har måske brug for at dit billede fylder 480 pixels i bredden - og derfor skal du ændre billedets størrelse, så det passer præcis til den plads billedet skal have på din hjemmeside.
Skærmopløsning
Du skal også huske at tage højde for hvilke skærme dine læsere ser dine billeder på. Den mest brugte skærmopløsning i 2026 er 1920x1080 pixels (Full HD). Det har betydning for hvilken størrelse, du skal give dine billeder.
Du skal bruge et program til billedbehandling. Du kan købe programmer fra 500,- kr. til 10.000,- kr., eller du kan bruge gratisprogrammer der kan det samme.
3 forskellige gratis programmer:
XnView som kan beskære og ændre billedstørrelse - og meget andet.
PhotoFiltre som kan hvad du har brug for i hverdagen. Det kan arbejde med lag og sætte tekster ind på dine billeder.
Gimp som kan arbejde med lag og alt hvad det professionelle Photoshop også kan.
Navngivning af billeder
Når du overfører billeder fra dit digitalkamera til din computer, kan du se at filerne får nogle kryptiske navne, fx DSCF2817.JPG. Det giver mening for computeren, men ikke for dig som menneske.
Slet overflødige billeder og omdøb de øvrige billeder med navne der giver dig mening, fx smed-korsika.jpg, så bliver det meget nemmere for dig at finde rundt i senere.
Undgå æ, ø, å og mellemrum i filnavne - det giver ofte fejl på internettet.
Alt-tekst på billeder
Når du har uploaded dine billeder og sat dem ind på hjemmesiden, er det godt for dig og Google at du skriver en alt-tekst til billedet. Alt står for alternativ tekst. Det er den tekst, der kommer frem på en gul etiket, når du peger med musen på et billede.
Det er også den tekst en blind eller svagtseende får læst op med sit hjælpeprogram. Google belønner dig for at skrive alt-tekster ved at vise dine billeder i et søgeresultat.
Det samme gælder når du skriver links på din hjemmeside. Her kan du også skrive et tooltip - altså den etiket der kommer frem, når du peger på linket.
Profilbillede og coverbillede på LinkedIn og Facebook
Det er en stor fordel at du laver portrætfotos og billeder der passer lige præcis til dine sociale medier.
Bedste formater er jpg eller PNG-filer. Søg på mediernes hjælpesider om de aktuelle dimensioner.
Hvis du skal have nogen til at oprette en hjemmeside for dig, skal du gøre dig en række overvejelser, så du og leverandøren er enige om, hvad du gerne vil have oprettet.
Hent en tjekliste der sikrer, at du har overvejet en række punkter, når du skal oprette en hjemmeside.

Skriv alle gensidige forventninger, så der ikke opstår misforståelser:

Forbedring af design og layout
Et moderne og overskueligt design gør en stor forskel. Sørg for at din hjemmeside har et enkelt layout, rolige farver og letlæselig tekst. Brug billeder af god kvalitet, og undgå rodede elementer, der kan forvirre dine besøgende.
Optimer indholdet
Gør hjemmesiden mobilvenlig
Flere og flere besøger hjemmesider fra mobilen. Test din side på forskellige enheder og sørg for, at den ser godt ud og fungerer problemfrit både på computer, tablet og telefon.
Forbedring af hastigheden
Langsom indlæsning får folk til at klikke væk. Optimér billeder, minimer unødvendige plugins og brug en hurtig server for at sikre hurtig adgang til din hjemmeside.
SEO – bliv fundet af Google
Skab tillid og kontaktmuligheder
Vis tydeligt hvem du er, og hvordan du kan kontaktes. Tilføj kontaktformular, telefonnummer og evt. sociale medier. Gør det nemt for folk at komme i kontakt med dig.
Løbende analyser og forbedringer
Installér Google Analytics eller lignende værktøj for at følge med i, hvordan folk bruger din hjemmeside. Tilpas indhold og funktioner ud fra, hvad du kan se, der virker bedst.
Få feedback
Spørg venner, familie eller kunder om deres oplevelse af hjemmesiden. Lyt til deres forslag og lav ændringer, hvor det giver mening.
Overvej sikkerhed
Hvis du indsamler persondata, skal din hjemmeside være sikker. Brug SSL-certifikat (https), og sørg for at beskytte data mod misbrug.
Hold det simpelt og personligt
Danske hjemmesider har ofte succes med et personligt præg og en uformel tone. Fortæl din historie, og vær ikke bange for at vise, hvem du er.
Tim Bregning | 25481848 | tim@bregning.dk